Til afrikas top

Fra min rejsemail sendt 6. marts 2003

Så kom turen endelig, hvor vi skulle bestige Afrikas højste bjerg, Kilimanjaro, der stiger 5895 meter op over havets overflade. Kilimanjaro er en vulkan, der dog ikke har været aktiv i flere hundrede år. Vores mål var bare at komme til Gilmans Point i 5681 meters højde, som ligger på kanten af krateret, så man til den ene side kan se ud over Tanzania og på den anden ned i krateret.

Vi boede i 1400 meters højde de sidste 14 dage op til vi skulle starte bestigningen, og da dagen endelig oprandt blev vi kørt til gaten i 1700 meters højde. Vi var 12 som skulle afsted og havde 5 guider og 24 portere, som bar vores store tasker samt maden vi skulle have med. Portere gik altid i forvejen, og da vi kom til hytterne var der altid te og popcorn til os og senere mad. Hvilken luksus. Men vi kom til at værdsætte det meget mere, end vi nogensinde havde forstillet os. Maden på hele turen var god, men appetiten falder desværre på vej opad.

Gennem regnskoven

Den første dag gik vi 8 km pole pole (rolig rolig) gennem meget tæt regnskov. Altså i et meget stille tempo, for at spare på kræfterne. Vi nåede til hytten Marenga i 2700 meters højde. Anden dag gik vi 12 km til hytten Horombo i 3700 meters højde, nu gennem lettere bevokset område, hele tiden meget stille og roligt for ikke at bruge for mange kræfter. De to første dage var ikke specielt fysisk hårde, men istedet en utrolig flot tur gennem et meget frodigt område.

Fødselsdagssang i 3700 meters højde

Vores 3. dag, min fødselsdag, blev der sunget fødselsdagsang for mig, og der var flag i vandmelonen. Vi stod op kl. 6.30 og spiste og gjorde os klar. Turen gik over sadlen (som stykket hedder), der er helt bart. Overhovedet ingen planter, bare ørken. Vi gik 9 km på denne dag, og det sidste stykke begyndte at blive hårdt. Benene blev tunge, og højdesygen begyndte at plage flere: Ondt i hovedet og dårlig mave. Jeg havde haft dårlig mave lige siden vi startede, men den var blevet bedre på vej op ad bjerget, men stadig ikke helt i topform. Vi endte i 4700 meters højde til hytten Kipo Hut. Fik tidlig aftensmad og gik i seng kl. 19.00. Nu skulle vi være klar til det sidste hårde stykke!

Vi blev vækket kl. 23.30 om aftenen, og så var det ellers bare på, med alt det tøj vi havde. Dog var der 2 som allerede på dette tidspunkt var så plaget af højdesyge, at de ikke tog afsted fra hytten. Flere andre havde det dårligt, nogle var ude at kaste op, før de var klar til at tage afsted (Det er naturligt nok at kaste op, da maven simpelthen ikke fungerer ordenligt i denne højde).

Tiden sneglede sig afsted, det samme gjorde vi

Det var koldt og mørkt. Meget mørkt. Kl. 00.15 begyndte vi det sidste stykke. Vi gik som perler på en snor meget meget pole pole med vores lygter tændt. Vi flyttede ikke føderne mere end en fods længde af gangen. Det gik langsomt. Tiden gik langsomt. De første begyndte at beklage sig. De havde det dårligt, men fortsatte. Jeg havde dårlig mave, og fik mere og mere kvalme. Kl. 03.15 var vi ved Hans Meyers cave i 5200 meters og her var de to første allerede vendt om. Benene begyndte at blive trætte.

Underlaget var løst, og det blev stejlere og stejlere. Vi gik pole pole zig zag opad. Snart vendte de to næste om og gik ned. Så var vi 6 tilbage og 3 guider.

Den skide chokoladebar

Højdesygen pressede sig på. Flere havde hovedpine, Charlotte kastede op, jeg fik mere dårlig mave. Jeg skulle aldrig have spist den chokoladebar, jeg blev nødt til at sætte mig bag en sten og skide, jeg var meget udmattet, det var stadig fuldstændig mørkt.

Det sidste stykke klatrede vi på stenene. Og pludselig, før nogle havde regnet med det stod vi på kantet af krateret på Gilmans Point i 5681 meters højde. Det kom så pludselig, at vi ikke rigtig forstod det. Klokken var 5.45 så vi havde været igang i 5 og en halv time. Det var stadig fuldstændig mørkt. Vi var 2 piger, 3 drenge og vores lære Henning. Vi blev spurgt, hvem der ville videre til Uhuru Peak (Fredens tinde), som er det højste punkt. Jeg sagde nej tak, Charlotte ville ned, Henning ville ned og sørge for dem, der var nede, havde det godt. De 3 sidste ville videre. Jeg fik et øjebliks kræfter og sagde Ok, jeg er med videre (når de andre kan, så kan jeg også).

Kampen mod Uhuru Peak

Vi begyndte den videre færd. Det begyndte at blive lysere. Det første stykke gik nedad og vi kunne se toppen vi skulle op på. Det så ikke ud til at være så langt. Snart begyndte det at gå op igen, det blev hårdt, toppen var ikke hvor vi først troede - der var længere. Solen dukkede frem ude i horisonten og gjorde himlen helt rød. Fantastisk udsigt. Det gik mere opad, benene begyndte at syre. I en lille pause nåede Tommy at falde siddende i søvn. Maven plagede mig ikke så meget mere, nu var det bare benene. Vi tænkte ikke så meget på turen ned, bare at vi skulle nå op. Vi kæmpede os det sidste stykke op, og endelig stod vi der på Afrikas højste punkt, Kilimanjaros top, Uhuru Peak i 5895 meters højde. Vi var glade, men havde ikke krafter til at juble. Udsigten var vidunderlig. Til den ene side kunne vi se ned i krateret, og til den anden side kunne vi se gletcheren (den smule sne der er på Kilimanjaro) Vi tog de nødvendige billeder ved skiltet, og så gik det ellers tilbage til Gilmans Point. Vi havde ny energi, nu kunne vi gå så hurtigt vi ville.

Kl. 08.00 var vi tilbage ved Gilmans point, og derfra gik det stærkt ned ad i det bløde underlag. Samme følelse som at gå hurtigt ned af et bjerg med sne. Kl. 09.10 var vi tilbage ved Kipo Hut i 4700 meters højde. Først nu kunne vi virkelig juble, over at vi virkelig var helt oppe på toppen, at vi virkelig klarede det. Vi sov i en halv time og fik noget mad. Kl. 11.00 begyndte vi de 9 km til Horombo i 3700 meters højde, og her var vi omkring kl. 15.00. Vi gik tideligt i seng. Sidste dag gik vi de 20 km til gaten i 1700 meters højde. Jeg havde ikke så mange problemer med at gå ned og min mave fungerede fint igen.

En rigtig fed tur, kæmpe oplevelse, både at teste sig selv, men også den fantastiske natur og udsigt, der har været hele vejen. Mange var meget trætte tilsidst, og er det stadig her dagen efter.

/Sune