I Penta Coastal kirke

Rytmeboksen slår takten an, præcist, tomt, og uden variation. Orglets simple, men meget rytmiske melodi toner ud af højtalerne, så man næsten ubevidst kommer til at danse med. En tynd stemme synger. Jeg forstår ikke et ord, men resten af forsamlingen kender åbenlyst sangen og synger med, mens de klapper i rytme og bevæger sig på stedet. Jeg mærker, at min egen krop også danser.

Charlotte, Dina og jeg selv er i Penta Coast Kirke i Tanzania. Det er en ven fra Mellemfolkeligt Samvirke, som har taget os med, og vi er meget interesserede i, for ikke at sige forbløffede over, denne kirke. Penta Coast er det samme som Pinsekirken i Danmark, hvor man har et mere frit forhold til at gå i kirke. Ikke desto mindre er de meget troende.

Kirken er et lille lokale, der udefra ikke afslører sig selv. En mand står i hjørnet og spiller på et elektronisk orgel og en dame synger i mikrofon, som om hun ikke kan synge dette lille lokale op. Den ene højtaler står udenfor, men det er der en god forklaring på. Lokalet er fattigt på møbler. Simple bænke er stuvet sammen på gulvet, og foran står et bord med en rød dug og en enkelt blomst. Bænkene bliver i løbet af ceremonien fyldt, den sidste ankommer en time inde i gudstjenesten, men det er normalt. Heldigvis bliver præstens ord oversat - dejligt at kunne følge med i, hvad der sker.

Asante mungu

Der bliver sunget meget, og til alle sangene falder rytmeboks og orgel ind efter et par forsøg på at finde den rigtige rytme. Hele kirken synger, klapper og bevæger sig. Efter et stykke tid bevæger en del damer sig udenfor og danser rundt foran højtaleren. Dina og Charlotte følger snart efter. De nyder det. Efter et stykke tid kommer de ind igen. En meget tydelig stemme toner frem gennem højtalerne. En monoton stemme som snakker uafbrudt volsommere og voldsommere. Musikken spiller stadig i baggrunden. Snart snakker alle snakker i munden på hinanden uden at snakke til hinanden. De beder til gud, lukker deres øjne, går i trance, ind i deres egen lille verden, hvor de takker gud for alt. Blandt de mange stemmer hører man "Asante kwa chakula, asante kwa maji, asante kwa affia, asante Mungu, asante sana Mungu...". For nogle går det over i gråd, de sidder foroverbøjet og rokker frem og tilbage. Det går over i skrig, de tager sig til hovedet, skriger som om de har mistet et barn. Snart efter stopper sangen. Der bliver stille. Kirken retter sig op, kigger ikke på hinanden. Vi 3 sidder bare og kigger, lamslået, uforstående.

Der bliver læst op fra biblen, forsamlingen svarer fra biblen. Koret stiller sig og og synger. Ikke synderligt organiseret, ikke det bedste vi har hørt. En kurv bliver sendt rundt, hvor vi ligger lidt penge i. Det går til drift af denne kirke.

Prædiken

Der er en gæst idag til prædiken. Vi 3 bliver placeret ved hver vores tolk, som nu skal tolke til hvad, der vil vise sig at blive den længste prædiken, jeg nogensinde har hørt. Han taler om, hvordan Gud opbyggede et kongerige. Han taler højt og tydeligt, laver grimasser, efterligner, laver sjov med tilhørerne. Det morer dem åbenlyst. Han fortæller og han fortæller. På et tidspunkt snakker han om kommunikation. Man skal kommunikere med hinanden. MED HINANDEN. Han snakker som et vandfald. Pointerer udsagn gang på gang, giver flere eksempler på det samme. Det begynder at regne udenfor, jeg for ondt i bagdelen af at sidde på den hårde bænk. Prøver at rette mig, men er nødt til at krumme mig for at få øret så tæt på min tolks mund, så jeg kan høre, hvad han siger. Jeg hører det ikke alligevel, kun enkelte sætninger, hvorefter jeg nikker forstående til min tolk. Prædikanten bladrer om på næste side i sine notater - en hel side mere. Efter lidt mere end 5 kvarters prædiken er han færdig. Jeg husker måske 1 kvarters indhold. Vi synger en sang mere, beder højlydt i munden på hinanden. Vi slutter med at give håndtryk. 3 og en halv time i kirke. Hvilken oplevelse... Det er også holdt op med at regne igen.

/Sune