Tempelbjerget Emeishan

Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive så træt af, at gå på trapper. Men efter 3 dage på tempelbjerget Emeishan, havde vi opbrugt vores trappekvote for det næste års tid. Bjerget Emeishan er på sit højeste punkt 3099 meter højt og er placeret i det sydlige Kina, ikke langt fra storbyen Chengdu.

Det første tempel blev bygget på bjerget omkring Kristus fødsel, men det var først i det 1400 århundrede, at langt størstedelen af templerne blev bygget. På denne tid var der omkring 100 templer, og det var et af Kinas vigtigste Buddhistiske centre. Det var her buddhismen blev dyrket på det kraftigste. Efterfølgende er størstedelen af templerne desværre gået i forfald eller ødelagt i krige, men der lidt mere end 20 templer på bjerget.

Turen op

Hele vejen fra bunden af bjerget til toppen er der anlagte fine stier og trapper, som gør det let for selv gamle kinesiske damer at bevæge sig op. Men ikke nok med det, så kan man faktisk køre og tage svævebane helt til toppen, så man slet ikke behøver at betræde en eneste trappe - lige noget kineserne kan lide. Vi tog det dog på den hårde måde og gik mere end 10.000 trappetrin til toppen. En tur der byder på fantastiske landskaber og en natur så frodig som et helt drivhus og så selvfølgelig alle de imponerende templer.

Sov i tempel

Når mørket stille lagde sig på, gik vi til det nærmeste tempel, hvor vi kunne sove for natten i små simple og ekstremt kolde værelser. Om morgenen klokken 5 blev vi vækket af gonggongernes dybe klang, som fortalte, at det var tid for de orangeklædte munke til at stå og meditere. Vi erfarede den første nat, at de ellers så fromme buddhister også kan være business-munke, for vi var nødt til at prutte ret lang tid om prisen for en nat i deres tempel. Ret dobbeltmoralsk når hele deres livsfilosofi går ud på at være gode mod andre mennesker, og at materiale goder ikke betyder noget for dem!

Den sidste morgen startede vi klokken 6 for at gå det sidste stykke mod toppen af bjerget. Da vi endelig kunne se enden på de sidste trin, blev vi overvældet af den klare morgensol, som lagde sit lys på skydækket, der lå som et stort uldtæppe under os - de skyer, som vi i havde gået igennem de sidste par dage. Og så kunne vi, med vores hellige sind, sætte os et øjeblik ved det sidste tempels trappe og føle livet helt ind til knoglerne.

/Sune